Livet er en gave. Så enkelt kan det jo siges. Vi vil dog ikke nøjes med dette udsagn, men tillade os at gå lidt mere i detaljen, og så bliver det alligevel nokoverfladisk, set i lyset af de katastrofer verden ramtes af i slutningen af 2004 og i løbet af 2005.

Lena og jeg drog til Filippinerne i slutningen af 2004. Landede på Coco Beach selve nytårsaften i en surrealistisk stemning af rejsetræthed og nytårsfyrværkeri på dette Filippinske ferieresort. På den sidste del af rejsen, lige før vi nåede til destinationen, måtte vi soppe i mørkt ukendt vand ud til en båd fra en mørk ukendt strand. Hjælpere var der, og uvante til situationen i vores vinter outfit måtte vi i total mørke aftage strømper og solide sko, vade i sort vand mellem sten, krabber og hvad der ellers gemte sig i dette fantasiens mørke hav. Det viste sig senere at være forførende med sine koralrev og fascinerende farvestrålende liv. Vi slappede af, læste, tog på opdagelse og mødte nye og spændende mennesker. Lena mødte også bekendte fra sin gode lille butik i Gilleleje.

En blandt mange oplevelser gik tættere på vores sociale bevidsthed end andre. Vores møde med lokalbefolkningen i en fattig landsby. Vi fik den mulighed at være med på en tur, hvis formål var at bringe tøj og madvarer i rygsække til en hel landsby. Glæden var, uden at nå øjnene, overstrømmende hos disse børn og voksne i en apati, der var resultat af armod og tidligt brug af alkohol og andre rusmidler fra naturen.

Hjemme igen havde vi vores hus projekter. Vi ved hvad et samtalekøkken er. Et køkken man taler om, man tegner på, man måler på, man kører rundt og får tilbud på, man overskrider det forventede budget på, man får leveret, man sætter op, man får koordineret håndværkere omkring, man ender med at være glad for, at få fundet den helt rigtige løsning til emhætten, og glæder sig over de fancy skuffer og elektroniske franske hjælpemidler. Vi havde sådan set ikke tid til at få lavet det køkken, for vi måtte til bryllup i Kroatien i foråret.

En helt speciel dejlig og kærlig oplevelse hvor vores to tvillingenevøer fra Boschetto i Panicale giftede sig med to dejlige søstre af kroatisk afstamning. En fest hvor den kroatiske tradition bød på folklore, fest, spisning og dans mellem de op mod 12 retter mad, hvoraf den sidste spistes kl. 5.30 morgenen efter.

Dette i et område, et landskab hvor vi også med vores egne øjne og med en sær fornemmelse så huse med skudhuller i, huse der var jævnet med jorden efter borgerkrigen mellem serbere og kroatere tilbage i starten af 90’erne. Der var øjensynlig ikke midler nok til renovering af huse, så sårene står der endnu.

I dette, det lykkelige bryllup, livet der bærer frugt. Elena venter barn som vi regner med at se når vi skal til ny bryllupsfest på Boschetto i foråret 2006 når Erik indgår ægteskab.

Nå, men køkkenet blev først færdig i sensommeren, efter at have grillet og kokkereret i haven under halvtaget på det gamle tunge jernstøbte komfur fra Ribe jernstøberi.

BvenC gjorde det igen, holdt kulturnat med de andre i Gilleleje. Med en meget flot stemning omkring forretningen med levende cello musik til den STORE lejlighed.

Det går godt, Lenas fine idé med luksus genbrugstøj blandet med nye kollektionsprøver og mærkedesigns. Kundekredsen er udvidet, ligesom sæsonen i Gilleleje. Lena nåede både til Amsterdam og Barcelona på messe og indkøb. 
Hun er god til at finde sjove designs med lidt kant til hendes kunder. Og det ved de.      Erling har udvidet berøringsfladen med kolleger i Helsinge, der sammen med Græsted-Gilleleje kommune skal blive Gribskov kommune. Et krævende og spændende arbejde hvor det handler om at finde det bedste, mest rationelle og brugervenlige som grundlag for administration af en ny kommune. Dette førte også til skabelsen af en lille sang som vores lokale avis Ugeposten tog initiativ til. En af de markante musikere, komponist og ildsjæle fra Tisvildeleje, John Kofoed Larsen og jeg påtog os opgaven at skabe en sang om Gribskov. Vi mødtes, blev enige om metaforen, skibet på vej mod nye mål, og bidrog med hver vores tekst og melodi. Vi fusionerede vores bidrag som endte med en meget fin hymne ”sangen om Gribskov”. Den er allerede af Ugeposten døbt Gribskovs nationalsang. Så kan vi vist ikke forvente mere. Den er god.

Erling påbegyndte også en coachuddannelse, som i første omgang skal afsluttes med eksamen den 13. december. Men coach bliver man kun ved at praktisere, så det kommer til at gå ud over Erlings stakkels medarbejdere i Kultur & Fritid og Musikskolen.

Erling har også lige søgt et legat til indspilning af nogle af de naturbeskrivelser der er komponeret indenfor de seneste år. Hvis legatet gives kommer der sød musik fra  BvenC-records  i  2006.
Benjamin har fået en sød kæreste, Maria, der sammen med Jesper, Anton, Jonathan, Rikke, Lena og jeg drager til Indien lige efter nytåret.

Juleaften bliver uden de små børn i år. Jesper, Rikke, min gamle mor på 88, Lena og jeg holder en stille aften i Gilleleje. Ingen dans om juletræet, men julesange og hygge.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et  lykkebringende nytår.

Hjertelige tanker fra Lena,  Erling  

og YumYum