Takket være en ubændig trang til at give mig selv kompositoriske opgaver og mit medlemskab af den 
gode forening DPA, drog min kone og fotograf Lena og jeg i oktober 2002 til Brasilien.

Målet var at lade sig inspirere af Rio´s rytmer og foretage video- og lydoptagelser af ”verdens største vandfald” Iguazu, på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Optagelserne skulle bruges til en koncert jeg ville afvikle på Esrum kloster i Nordsjælland i januar 2003. Som altid på mine rejser medbragte jeg nodepapir, og denne gang også minidisc, tilhørende mikrofon og videokamera.

Hjemmefra var vi blevet advaret mod overfald, tyverier og alskens ulykker i Rio de Janeiro. 
Vi måtte endelig ikke bevæge os ud om aftenen. Og vi skulle altid sørge for at tage de rigtige radiostyrede taxaer.
Alt gik planmæssigt med afgang fra Kastrup, mellemlanding i London og Sao Paulo, lige indtil vi landede i Rio.
Vi manglede en kuffert. Det var vores nyeste hvor Lena havde pakket alle sine ting.
En meget venlig stewardesse fra British Airways udleverede en lille nødpakke med de nødvendigste 
fornødenheder og 100 brasilianske Real til indkøb af lidt tøj til Lena.

Efter vores indkvartering på hotellet, med balkon lige ned mod den fantastiske strand, Copacabana og med 
35 graders celsius, begyndte vi vores vandring i RIO´s gader for at købe tøj.
Det vi så var ikke lige Lenas smag, men hun fik  sig da en lille top så hun kunne gå rundt i sarong 
(vores planlagte badetæppe) og den lille top. Ikke så lille som de brasilianske kvinders, men sådan lidt mere 
nordisk.

Utroligt var det. Forretninger fyldt med badetøj til kvinder, og de behøver heller ikke mere. 
Vi så en ældre frodig kvinde i sit tanga-badeoutfit med gennemsigtigt sort tyl over. Hvilken modig kvinde. 
Den gik sikkert ikke i Danmark, end ikke på en meget varm sommerdag.

Læs videre